Jyderup Realskoles 6 klasse på ekskursion til Norge september 1975

1975 Norge

Jyderup Realskoles 6. klasse på ekskursion til Norge.
Mandag morgen kl. 7 startede 6. klasse fra Jyderup Realskole på en 6 dages ekskursion til Norge.
Turen foretages i Dandanells bus fra Havnsø, og med som ledere er lærerne Gerty Frederiksen, Bente Sørby og Svend Kildegaard.

Der køres gennem Sverige til grænsebyen Halden, hvor den første overnatning foregår i en skønt beliggende hygge i omegnen. Blandt Haldens seværdigheder, som beses er Svinesundbroen, fæstningen Frederikssten og nordens højeste sluser.
Der sejles fra Moss ved Oslo fjorden til Horten og busturen fortsættes fra Horten mod vest til Nissedal, der bliver det eneste opholdssted af længere varighed, nærmere betegnet Baksås skole.
Fra Nissedal tager selskabet på sigth-seeing-ture pr. bus, på traveure og muligvis fisketure.
Fredag sættes kursen mod Oslo for at se Bygdøymuseet med polarforskeren Roald Amundsens skib
"Fram" og det udsædvanlige fartøj "Kon-Tiki", hovedstrøget Karl-Johan, kongeslottet, skihopbakke Holmenkollen samt vigelandsparken, den imponerende mindepark med billedhuggeren Gustav Vigelands værker.
Sent samme dag vender eleverne tilbage til Halden, hvor de overnatter for sidste gang.
Omkring kl. 20 lørdag aften den 27. september (1975), forventer man at være tilbage på Realskolens kollegium1

Lejrskoletur til det "Høye Nord" - 6 klasser fra Jyderup på lejrskoletur til det "Høye Nord"
Sjette-klasserne har været på en spændende tur til Norge sammen med Fru Frederiksen, Kildegård og Bente Sørby.
Målet var Nissedalen, hvor gymnastikhøjskolen i Ollerup for to år siden erhvervede en gammel skole, der nu er omdannet til brug for gamle elever, som har lyst til at besøge Norge med unge mennesker.
Og da såvel Svend Kildegård som Bente Sørby har været elever på Ollerup Gymnastikhøjskole, lå det ligefor at benytte lejrskolen "Høye Nord".
Bente Sørby, som selv er fra Norge, skriver om turen:
Tidlig mandag morgen mødte vi alle på Kollegiet for at indtage vore pladser i bussen. Humøret var i top, selv om ikke alle var vågnet helt op endnu. Og så skulle vi igennem tre lande i løbet af dagen.
Det var vist ikke alle, som kunne bedømme afstanden. Allerede da vi nåede færgen mellem Helsingør og Helsingborg, kom spørgsmålet - Er vi ikke snart ved den norske grænse?
Ventetiden udnyttedes til at få spist alle slikkerier, som vi havde købt om bord.
Aldrig før havde vi vel brugt så mange penge på den slags.
Endelig ved 18-tiden kom vi frem til den berømte Svinesundsbro, Nordens højest, der forbinder Sverige og Norge.
I fint vejr kan man her se et godt stykke ind i Oslofjorden.

Nu skulle vi bare finde "Ertehytta", som vi skulle overnatte på i udkanten af Halden.
Men det skulle vise sig at være lidt vanskeligt. Vejen var en ægte norsk skovsti fyldt med store huller.
Ingen vidste helt sikkert, om vi kunne køre helt frem til bestemmelsesstedet med bussen.
Flere gange stoppede vi, for at jeg kunne gå ud og se, om jeg kunne genkende området, idet jeg havde været der for flere år tilbage.
Til sidst fandt vi vort lille paradis, en virkelig dejlig hytte langt inde i skoven.
Natten blev tilbragt direkte på gulvet i soveposer. Morgenvasken foregik udenfor - i en vandspand.
Noget primitivt, men så havde vi også prøvet det.

Denne dag skulle vi atter køre langt, før vi kunne nå frem til Nissedal, vort rejsemål, hvor vi skulle opholde os i et par dage.
Før vi tog af sted, besøgte vi Brekke sluser og Frederikssten fæstning.
Sluserne bliver i dag mest brugt til at transportere tømmer ned til et stort savværk.
Frederikssten fæstningen byggedes i 1661, for at beskytte byen og landet mod svenske angreb.
Det er aldrig lykkedes for svenskerne at indtage byen trods tapre forsøg.
Karl XII døde her i en af kampene 1719 - dræbt af en af sine egne mænd.
Vi sejlede nu fra Moss til Horten. Blæsten var temmelig strid, men heldigvis blev ingen af os syge. De sidste timer inden Nissedal foregik i fjeld-tunneler, op af bjerge og langt ned i dale. Turen var noget af en oplevelse for os, der kom fra det flade land.
Omsider var vi kommet frem til "Høye Nord", Nissedal-hyggen. Alle tænkte kun på at finde et sted at sove efter en lang dag i bussen. De dage, vi tilbragte her, var pragtfulde - trods regnvejr.

Uden for hytten løbe en elv, og den var virkelig morsom at lege i.
Der gik aldrig mere end en time, før en faldt i og blev drivvåd.
Desværre fik vi ingen travetur i fjeldet, da vejret aldrig var godt nok dertil.
Men motion fik vi alligevel.
Købmanden på stedet (han blev af Verner døbt Kodiak, >da han ikke havde hår på hovedet), skulle besøges et par gange.
Turen ned gik hurtigt nok, men hjemvejen blev ofte alt for lang. Bakker er jo ikke lige akkurat noget, som vi er forvænte med. Nogen af os fik også besøgt en minkfarm i nærheden.

Dortes fødselsdag blev også fejret med kakao og fødselsdagskager samt røde pølser og dans om aftenen.

Oslo var fredagens mål. Turen dertil var en virkelig skøn oplevelse med hårnålesving og udsigt langt ind i Norges høje fjelde.

Heddal stavkirke blev besøgt på vejen.
Kun 32 af Norges 800 stavkirker bliver brugt i dag. Heddal er en af dem.
Gamle kilder påstår, at skibet i kirken er helt tilbage fra 1100-tallet.
Senere er det restaureret flere gange, men tømmeret er stadig det sammen.
I Oslo var vi på Bygdøymuseum og så "Fram" og "Kon-tiki".
Polarskibet Frem er resultatet af Fridtjof Nansens trang til at bevise sine teorier om strømforholdene i Polarhavet. Han bevist også, at det var det skib, der var kommet længst mod nord og længst mod syd i verden.
Kon-tiki derimod er en balsa flåde, som blev brugt på en ekspedition fra Peru til Polynesien af Thor Heyerdahl.
Vi beså også den berømte Vigelands skulpturpark.
Efter Oslo-besøget gik rejsen igen til Halden, hvor vi tilbragte den sidste nat inden den 500 km lange køretur tilbage til Danmark.
Turen blev som ventet langtrukken, fordi alle var trætte og mætte af indtryk.
Men vi var enige om, at det havde været alle tiders tur, der nok var værd at gøre om igen2

Fra Per Wodskov: Det år var vi på ekskursion til Norge til et sted som jeg husker hed Nissedalen.
Bl.a. stod Svend Kildegård på hænder på rækværket til Svinesundbroen. Han var elitegymnast på det tidspunkt.


Kilder:
Kilde 1: Kalundborg Folkeblad 23. september 1975, side 6; Jyderup Realskoles 6 klasse på ekskursion til Norge
Kilde 2: Jyderup Realskoles skoleblad "Frikvarter" dec. 1975, side 20-23
©Jyderup Realskole